fbpx Skip to main content

Læsetid: 7 minutter

Ferie: Februar, frost og fuldtidsarbejde er virkeligheden for de fleste danskere lige nu. Men hvis man lytter godt efter, kan man næsten høre palmesusene og bølgeskvulpene kalde længselsfuldt på én. På denne årstid er ferien til sydens sol ofte en hurtig beslutning, der vel bedst kan beskrives som en spontan flugt fra hverdagens travlhed. Måske du også er blandt dem, der vælger af flygte fra den grå og kolde vinter i Danmark til fjerne og varmere himmelstrøg?

Ta’ på ferie med god samvittighed

Når billetterne er bestilt og drømmen om ferie, frihed og filur-is først er blevet en realitet, kan du hurtigt glemme om alt det praktiske. Det er kedelige lister, vigtige telefonnumre samt hvilke særlige forhold, du bør være bevidst om, når afrejsedagen nærmer sig. Men det er vigtigt, at du forholder dig til de mindre sjove ting som økonomi, forsikring og regler, når du skal ud at rejse.

Der kan nemlig hurtigt opstå uforudsete udfordringer, når du befinder dig i et andet land, hvor der tales et andet sprog, og hvor reglerne for tandlægeregning, påklædning og priser kan være væsentlige anderledes, end de er i Danmark. Disse og mange andre forhold kan blive til udfordringer, som kan undgås, hvis du forbereder dig grundigt til ferien. For vi kan hurtigt blive enige om, at der er ikke noget, der kan ødelægge ferien som praktiske og økonomiske problemer. Gør dig selv den tjeneste at gennemgå følgende tjeklist inden afrejse, så er du godt sikret imod ubehagelige overraskelser.

Læs også: Feriepenge

10 vigtige råd: tjekliste til en sikker ferie

Hvilke forbehold skal man tage, når man rejser til udlandet, og hvad er særligt vigtigt at huske? Det kan føles som en uoverskuelig opgave at gennemsøge internettet for gode råd og uendeligt lange rejsetjeklister, og der er ligeledes stor forskel på, om listerne dækker over oplysninger, der hører til i kategorien ”nice to know” eller ”need to know”. For at undgå unødig forvirring har vi lavet et simpelt overblik over, de vigtigste ting, du skal huske, når du begiver dig ud på din rejse, så du kan tage af sted med tryghed og god samvittighed i bagagen. Det kan virke overforsigtigt at følge alle 10 råd slavisk, men vi opfordrer dig alligevel til at gøre det, så du kan komme eventuelle udfordringer i forkøbet eller løse problemerne nemt på ferien, hvis de uheldigvis skulle opstå.

Forsikring

Forsikringer er sjældent et attraktivt emne, men ikke desto mindre er de vigtige, hvis du vil undgå uoverskuelige regninger eller ubehagelige situationer. Sørg for at tjekke din rejseforsikring grundigt igennem i god tid inden ferien, og undersøg om den dækker dig ved sygdom, mistet bagage, transport mv. på den pågældende destination. Og hvis du, imod al forventning, ikke er indehaver af en rejseforsikring, så skynd dig lige at få fingrene i sådan en!

Pas

Tjek gyldigheden på dit pas, før du rejser. Dette tip kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, og netop derfor kan det faktisk hurtigt blive én af de ting man glemmer, da mange fokuserer på blot at huske det. Det er derudover vigtigt, at man tjekker hvilke regler, der er for udløbsdato på den pågældende destination, da dette kan variere.

Kontanter

Det er en god ide at hæve kontanter hjemmefra, og det er faktisk der flere grunde til. Kontanter kan gå hen og blive nyttige, hvis man enten ikke er i nærheden af en hæveautomat, eller hvis ens kreditkort skulle blive væk eller blive stjålet på ferien. Derudover kan der være en økonomisk fordel ved at hæve kontanter hjemmefra, da man således undgår unødvendigt mange kontanthævninger i udlandet, som ofte kommer med et gebyr på cirka 20-40 kr. Et andet godt tip er at fordele dine kontanter i forskellige tasker og lommer, så de ikke alle bliver væk eller kan stjæles fra samme sted.

Mail med oplysninger

Et godt råd er også at sende en mail til dig selv og gerne også et menneske du stoler på, med alle de vigtige oplysninger for din ferie. Det er en stor tryghed, at man ved, at oplysninger på flybilletter, hotel og pas altid er tilgængelige på din mail, eller i hænderne hos én derhjemme, så de altid kan findes frem, hvis dette skulle blive nødvendigt.

Telefonnumre

Lav en liste over vigtige telefonnumre i de(t) land(e), du skal rejse til. Det er rart at vide, hvilke numre man skal taste, hvis man skulle komme ud for en nødsituation og skal have fat i enten politi eller ambulance på ferien. 112 er gældende overordnet alarmnummer i de fleste europæiske lande, men skal du have fat i enten politi, ambulance eller brandvæsen gælder følgende nød-telefonnumre på nogle af danskernes populære feriedestinationer:

Alarmnummer Politi Ambulance Brandvæsen
Spanien 112 091 061 080
Italien 112 112/113 118 115
Frankrig 112 112 122 112
Grækenland 112 100 166 199
Tyrkiet 112 155 112 110
Egypten 122 123 180
Thailand 191 Turistpoliti: 1155 1669 199

Vigtige dokumenter

Skal du være ekstra fornuftig inden feriestart, kan det også være en god ide at printe dine vigtige dokumenter og opbevare dem i en mappe. Dette gælder blandt andet flybilletter, hotelbooking, listen over de nødvendige telefonnumre og en kopi af dit pas. Hvis elektronikken skulle svigte, har du således altid dine dokumenter ved hånden.

Visum

Tjek op på hvilke lande, der kræver visum og i så fald, hvor lang tid denne proces tager. Vær derudover opmærksom på, at nogle lande kræver visum, selvom du blot rejser igennem landet.

Rejsedestination

Det er ikke helt ligegyldigt, om din rejse går til Costa del sol eller Sharm el Sheik. Der findes forskellige regler for forskellige destinationer – både de skrevne og uskrevne. Hvis du er i tvivl om, hvilke regler, der gælder for de forskellige lande, og om du bør tage nogle særlige forbehold på din ferie, kan du læse udenrigsministeriets rejsevejledninger til de forskellige destinationer her.

Medicin

Det giver selvfølgelig sig selv, at man skal huske sin medicin, hvis man er under nogen form for behandling. Men det er et punkt, der bør tjekkes igen og igen, da man ikke nødvendigvis kan få den nødvendige medicin ude midt i junglen. I de fleste lufthavne kræves der ligeledes en liste over, hvilke medikamenter man tager og hvorfor, så det er naturligvis en god ide at have styr på dette hjemmefra, så man undgår problemer og ekstra ventetid ved sikkerhedstjekket.

Hold lav profil på sociale medier

Det er fristende at vise til alt og alle, at man er på ferie, og at dagen i høj grad byder på badning, drinks og afslapning. Men et sidste godt tip fra os er nu alligevel at holde forholdsvis lav profil med din ferie på de sociale medier. En tom bolig er lig med en forhøjet indbrudsrisiko, så der er ingen grund til at råbe højt om at du ikke er hjemme i dit hus eller din lejlighed.

bekymringsfriferie

Den sjove pakkeliste til ferien

Når du har fået styr på alt det praktiske (læs: kedelige), kan du nu gå i gang med at pakke med god samvittighed. Derfor har vi naturligvis også skrevet en lidt sjovere huskeliste, med de ting du i princippet godt kan undvære på ferien, men som alligevel er med til at gøre den lidt sjovere.

Vi har alle prøvet at tage på sommerferie med en forhåbning om lækkert solskinsvejr, for derefter at være lukket inde på hotellet eller sommerhuset pga. dårligt vejr. I sådanne tilfælde er det altid rart at have noget underholdning med sig – det kunne for eksempel være en spændende krimi.

Har du brug for mere information, så findes der nogle gode, informative apps og hjemmesider, der kan være med til at give dig tryghed og ro i maven, når du begiver dig ud på din rejse.

  • Solcreme
  • Solbriller
  • Kamera
  • Tøj og sko
  • Håndklæde
  • Toilettaske
  • Bøger
  • Høretelefoner
  • Spil til stranden
  • Godt humør!

Økonomi på rejsen

Ferien er ofte et afbræk fra hverdagen og en mulighed for at komme ned i gear og slippe sine økonomiske bekymringer. Derfor er det, naturligvis, en god ide at spare op i god tid, så du ved, at du har råd til ferien. Det kan dog være svært at få sparet op, hvis der er tale om en spontan tur. I så fald kan et ferielån gør det muligt for dig at komme afsted.

Det kan også være en god ide at gennemgå det økonomiske rådighedsbeløb for ferien på forhånd. På denne måde undgås for store kontanthævninger på destinationen samt spontane og usikre valuta-beregninger. Rådighedsbeløbet kan defineres som det, du har tilbage, når hotel, fly og andre planlagte udgifter er betalt.

Gør dig selv en tjeneste, og lav et cirka-budget for, hvad du må bruge i lommepenge pr. dag, og tjek op på, hvordan den økonomiske situation er i det land, du skal rejse til. Undersøg om det eksempelvis er dyrt eller billigt at spise ude om aftenen, samt hvilke varer, der er dyre eller billige i landet. Ellers ender du nemt med at blive overrasket af kontoudtoget, når du kommer hjem. De forskellige rejsebureauer har ofte en kort guide til de forskellige destinationer på deres hjemmeside, hvor du kan finde relevant information.

Hvis du gerne vil gøre det hele nemmere for dig selv, kan du blandt andet benytte dig af de forskellige økonomi-app’s, der er på markedet. Vi har skrevet et blogindlæg om lige præcis sådanne app’s, så du undgår røde tal på bundlinjen, når du vender hjem igen. Læs Slip for røde tal – 4 gode apps til din privatøkonomi.

Martin Nielsen

Author Martin Nielsen

More posts by Martin Nielsen

Join the discussion One Comment