Opdatering d. 5/11-2026: Da ekspeditionen stoppede før målet
“Jeg havde ikke performet. Jeg havde ikke klatret. Jeg havde ikke fået lov til at forsøge at nå toppen.”
Natten i Camp 2
Natten til den 31. juli var grusom. Dawa og jeg lå i vores skæve telt i Camp 2 på 6.700 meter, halvt mast under den tunge sne og halvt hængende ud over bjergets stejle side. Vi lå begge i vores dundragter, varme, men alligevel skælvende. Det blev til næsten ingen søvn. I stedet lyttede vi til walkie-talkien, forsøgte at hjælpe og talte sammen.
Ulykken på Broad Peak var virkelig. Tabet ramte Dawa hårdt, og tårerne trillede hos mig. Jeg forsøgte at støtte ham ved at ae hans ryg. Med bævrende stemme sagde han: “This is mountain life.” Det slog mig, hvor meget ulykke og død Dawa måtte have oplevet i bjergene, siden det var hans umiddelbare reaktion: pragmatisk og med få synlige følelser. I hvert fald lige der.
Min reaktion var at skrive hjem på GPS’en. En kort besked til min mentale coach om situationen.
Beskeden hjem
Tidligt om morgenen den 31. juli stod det klart: Ekspeditionen stoppede her. Jeg skulle klatre ned.
Jeg vidste, at mange fulgte med på min GPS-tracker, ikke mindst min familie. Jeg vidste ikke, om nyheden om ulykken allerede havde nået medierne. Men uanset hvad ville det skabe undren og stor bekymring, hvis mit signal pludselig bevægede sig ned ad bjerget uden forklaring. Så jeg skrev ud til alle, der fulgte med: “Det hele tog en drejning: Ekspeditionen er aflyst, alle går ned ad K2 nu. Forklarer, når jeg er nede, men jeg har det godt og går fra C2 til BC nu.”
Da jeg var kommet hjem, fortalte min mor, at hun var vågnet den morgen til en nyhed om en stor lavine i Pakistan med flere savnede. Hun sover altid dårligt, når jeg er på topforsøg, og tjekker min GPS mange gange. Hun vidste, at K2 er kendt som et af verdens farligste bjerge. I de 30 sekunder, det tog hende at åbne artiklen og læse, at lavinen var gået på Broad Peak, nabobjerget til K2, oplevede hun den frygteligste smerte ved at tro, at hun havde mistet mig.
Ned til Base Camp
Jeg gik alene ned fra Camp 2, fordi Dawa skulle hjælpe med den sidste logistik på bjerget. Selvom jeg var en af de sidste ‘klienter’, der forlod Camp 2, og bar på en rygsæk på 25 kg, nåede jeg Base Camp længe før de andre.
Kort efter gik jeg de 10-15 minutter op til ‘Wifi Rock’, eller ‘Office’, som vi kaldte det. Det var et højere punkt på gletsjerstenene, hvor vi med et lokalt simkort en gang imellem kunne få data. Dataforbindelsen var meget dårlig. Min mentale coach havde svaret mig på GPS’en, at vi skulle starte debriefingen, så snart jeg kunne ringe. Så det gjorde jeg, på en hullet forbindelse. Jeg husker ikke samtalen. Kun at det var rart at være i live og nede, at mærke støtten, og hvor ulykkeligt det hele var.
Nederlaget, jeg ikke kunne sige højt
Seks dage senere landede jeg i Danmark. Mine forældre og en veninde stod klar i Kastrup Lufthavn til at kramme mig. Den kærlighed og støtte var nødvendig.
Hver dag siden Base Camp havde jeg talt med Carsten, min mentale coach. Debriefingen fortsatte derhjemme, blandt andet i to samtaler på tre timer, mens vi gik stille gennem skoven. I en af de første samtaler sagde jeg til ham: “Jeg skal bare hjem og overtræne.”
Nederlaget over ikke at kunne gøre det, jeg var kommet for, havde ramt mig, før jeg selv forstod det. Jeg havde ikke performet. Jeg havde ikke klatret. Jeg havde ikke fået lov til at forsøge at nå toppen. Men af respekt for de tragiske omstændigheder var nederlaget som atlet ikke noget, jeg kunne sige højt. I hvert fald ikke i starten.
Teamet greb mig
Carsten greb mig. Han forstod længe før mig, at nederlaget som professionel atlet også ville ramme mig. Han kontaktede straks min personlige træner, Mattias, som rakte ud til mig, så vi kunne lægge en restitutionsplan. Overtræning var ikke en mulighed, og som atlet fungerer jeg bedst med en struktureret plan at følge.
Jeg aftalte også opfølgning med min diætist og min sportsfysioterapeut. Efter turen ud fra K2 Base Camp med en meget tung rygsæk var den øverste del af min ryg, bag nakken, og mine trædepuder bag tæerne halvt lammede. Det føltes som nåle, der stak, når jeg rørte ved huden.
Samtidig startede jeg hos en krisepsykolog, og støtten fra mine veninder og min familie var uvurderlig.
Tre uger
I tre uger efter hjemkomsten var det min hverdag: restitution, forståelse og mange faser af udmattelse. De tre uger føltes mentalt ødelæggende. Aldrig havde jeg været så træt, både psykisk og fysisk.
Den første uge var jeg stadig i alarmberedskab. Det var stressende. Den anden uge ramte det hele mig som en mur, og jeg havde svært ved at foretage mig noget som helst. Den tredje uge kom skuffelsen, forståelsen og de uendelige refleksioner.
Til sidst stod jeg med et stort spørgsmålstegn ved min fremtid som bjergbestiger. Jeg var ked af det. Jeg vidste, at jeg stadig ville klatre, men hvordan jeg ville klatre, blev min største refleksion. Den refleksion var jeg faktisk begyndt på, allerede før jeg tog afsted til K2.
Tilbage i bjergene
To uger i september gik med at guide i bjergene. Jeg mærkede igen den lykke og glæde, jeg altid har blandt bjergene. Med al den støtte, jeg fortsat fik fra mit team, mine veninder, min familie og mine samarbejdspartnere, begyndte mine slørede tanker endelig at tage form igen.
Jeg elskede bjergene, og jeg ville fortsætte med at klatre. Nu handlede processen om at finde ud af, hvordan jeg ville klatre fremover, på hvilken måde og med hvem.
