Hvad er et gældsbrev?
Et gældsbrev er et skriftligt og juridisk bindende dokument til at dokumentere, at én part skylder en anden part penge. Gældsbrevet udspecificerer alle betingelser omkring lånet såsom lånebeløb, lånevilkår og tilbagebetalingsvilkår.
Med et gældsbrev undgår man misforståelser og usagte krav, som kan ende i konflikt. Et gældsbrev kaldes også for et gældsbevis.
Hvorfor skal man lave et gældsbrev?
Et gældsbrev sikrer faste og klare rammer for en låneaftale, og det er også med til at sikre, at alle vigtige elementer er med i aftalen. Det er i begge parters interesse, fordi det er med til forhindre misforståelser og konflikter omkring lånet, når alt er nedskrevet og står sort på hvidt.
Hvordan laver man et gældsbrev?
Du kan selv lave et gældsbrev ved at downloade en skabelon eller formular online og udfylde den. På den måde sikrer du dig, at du kommer omkring alle de vigtige ting i dokumentet. Der er en del vigtige parametre at få med, før at dokumentet er udfyldt fyldestgørende og er juridisk bindende. Du kan også vælge at søge professionel hjælp hos en advokat, revisor eller økonomiekspert.
Hvad skal et gældsbrev indeholde?
- Oplysninger om begge parter (långiver / låntager)
- Lånebeløb
- Vilkår for tilbagebetaling af lånet
- Renter på lånet
- Vilkår i tilfælde af misligholdelse af lånet
- Vilkår for tvangsfuldbyrdelse af lånet
- Underskrifter fra begge parter samt dato
Gældsbrev ved familielån
Ved familielån er gældsbreve ofte fordelagtige for låntageren, da disse lån typisk har favorable lånebetingelser for låntageren, og dermed er det rart for denne, at disse betingelser står skrevet i et juridisk bindende dokument. Det er ofte tilfældet, at lånet ikke har nogen renter. Det er dog vigtigt at lave et gældsbrev ved familielån, da det er med til at understøtte, at det netop er et familielån og ikke en pengegave.
Gældsbrev ved arveforskud
Hvis man laver arveforskud som familielån, er det nødvendigt at lave et gældsbrev. Arveforskud og familielån hænger derfor tæt sammen i forbindelse med gældsbrev, da det er nødvendigt af de samme grunde. Gældsbrevet er ved arveforskud med til at dokumentere, hvor meget der er udbetalt til de forskellige arvinger. Det er en måde at sikre sig, at alle får lige meget udbetalt i sidste ende. Derudover er det ved arveforskud også nødvendigt at lave et gældsbrev, så det ikke regnes for en gave.
Eksempel på gældsbrev
Et gældsbrev kan fx starte således:
________________________________
Denne låneaftale er indgået mellem
Navn, adresse (herefter kaldet “Långiver”)
og
Navn, adresse, (herefter kaldet “Låntager”)
1. Lånet
1.1 Långiver yder et lån til Låntager på DKK XXXX (herefter kaldet “Lånet”).
________________________________
Nedskrivning af gældsbrev
Hvis du ønsker at nedskrive et gældsbrev, er det vigtigt aldrig at skrive det i gældsbrevet. Nedskrivningen skal ske “spontant” hvert år, da hele lånet ellers kan betragtes som en gave, der gives over tid til låntager. Hvis det betragtes som en gave, skal der betales gaveafgift af beløbet.
Konvertibelt gældsbrev
Et konvertibelt gældsbrev betyder, at låntageren kan indfri lånet på to forskellige måder; enten ved at tilbagebetale lånet eller ved at betale tilbage i aktier/anparter. Sidstnævnte betyder, at gælden konverteres til kapitalandele. Det er långiveren, der bestemmer, hvordan lånet skal indfries.
Denne form for gældsbrev bruges ofte i virksomhedsøjemed fx til at tiltrække investorer til en startup eller til at tilføre kapital. Hvis man som virksomhedsejer ønsker at skyde kapital ind i sin virksomhed, kan dette også gøres vha. et konvertibelt gældsbrev. Læs mere om finansiering til virksomheder.
Gratis hjælp
Der findes flere steder på nettet, hvor det er muligt at finde gratis hjælp til at lave et gældsbrev eller gratis skabeloner til at oprette et gældsbrev. Det kræver blot en simpel søgning, så kommer der masser af resultater. Hvis du gerne vil have professionel hjælp, kan du også købe bistand af en advokat, revisor eller lignende person med viden om dette område.
Skabelon til gældsbrev
Der findes tilgængelige skabeloner online til at lave gældsbreve, hvis du gerne vil være sikker på at have alle de vigtige formalia med i dit dokument. Du kan både finde skabeloner gratis eller mod betaling. Hvis du gerne vil være sikker på, at dokumentet er udarbejdet fyldestgørende, kan du eventuelt forhøre dig hos en konsulent med viden på området.