Hvad er en opsparingskonto?
En opsparingskonto er ganske simpelt en konto, som du bruger til at spare penge op. Der findes dog forskellige typer af opsparingskonti, man kan oprette. Du kan fx spare op på en almindelig indlånskonto i din bank, på en særlig opsparingskonto eller på en børneopsparingskonto.
Hvordan laver man en opsparingskonto?
Hvis du ikke har en opsparingskonto, bør du først og fremmest starte med at oprette en. Uanset om du ønsker at have din opsparing på en indlånskonto, en decideret opsparingskonto eller på en børneopsparingskonto, vil det være igennem din bank, du skal oprette kontoen. Hvis du er i tvivl om hvordan du gør, kan du altid kontakte din bank, så kan de med garanti lynhurtigt hjælpe dig i gang med oprettelsen.
Fordele ved en opsparingskonto
Med en opsparingskonto gør du det nemmere for dig selv at holde styr på dit forbrug, begrænse dit overforbrug og spare op kontinuerligt. En opsparingskonto fungerer også som en god motivationsfaktor for fornuftig økonomisk adfærd, da det bliver tydeligt, hvor hurtigt du kan spare op, hvis du overholder dit budget og lægger lidt fra hver måned. Overblik er nøgleordet, når det kommer til forskellige konti. De giver dig mulighed for at dele dine udgifter og indtægter op i forskellige bunker, så de ikke flyder ind over hinanden og skaber en uklar privatøkonomi.
Opsparingskonto i banken
Ved en opsparingskonto i banken er der ofte afkast at hente pga. højere renter. Du vil dog ikke altid kunne få fat i pengene, når du vil. Pengene vil ofte være bundet i en vis periode. Dette kan dog være en god løsning, hvis du ønsker at spare op til udbetaling af hus om nogle år eller til din pension. Ved denne slags bankkonto skal du blandt andet gøre dig tanker om fast eller variabel rente, bindingsperiode og målet med din opsparing. Men hvis du først har gjort dig tanker om dette, vil du med garanti få god rådgivning i banken om det klogeste valg for dig.
Aktie opsparingskonto
Hvis du gerne vil opnå det bedste afkast på din opsparing, bør du overveje at investere dine penge. Hvis du ønsker at spare op ved at investere i aktier, værdipapirer eller obligationer, kan du oprette en opsparingskonto andre steder end hos din bank. Der findes forskellige online børsmæglere såsom Nordnet eller Saxo Bank. Hvis du ikke føler dig stærk i investering og aktiemarkedet, findes der tonsvis af materiale på nettet, som kan klæde dig bedre på til at komme i gang med din investeringsrejse. Man behøver dog heller ikke at være ekspert for at komme i gang med denne form for opsparingskonto.
Læs vores blogindlæg om realkreditlån.
Renter på opsparingskonto
I modsætning til en almindelig bankkonto vil man på opsparingskontoer i banken oftest få en højere rente, som kan give et højere afkast på pengene på kontoen. Hvis du opretter en opsparingskonto hos din bank, kan du vælge imellem en variabelt forrentet opsparingskonto eller en opsparingskonto med fast rente.
En variabelt forrentet konto giver mere fleksibilitet, idet pengene ikke bliver låst i længere tid. Til gengæld kan renten hurtigt ændre sig. En fast rente har den fordel, at du kan få en højere rente end den variable rente. Til gengæld binder du dine penge i en periode, så det koster et gebyr, hvis du ønsker at hæve pengene, inden bindingsperioden slutter.
Højrentekonto
En højrentekonto er en konto beregnet til opsparing. Renten er her ofte højere end både en almindelig indlånskonto og en regulær opsparingskonto i banken. Det kræver nogle gange et højere minimumsindskud for at oprette denne slags konto. Renten kan i nogle tilfælde afhænge af, hvor meget du indsætter på kontoen. Til gengæld er der mulighed for et større afkast på opsparingen samtidig med at der er større risiko forbundet med denne type konto.
Læs vores blogindlæg om forskudsopgørelse.
Skat af renter på opsparingskonto
Du skal ikke betale skat af din opsparing, men du skal betale skat af de renteindtægter, din opsparingskonto danner. Skatten afgøres af balancen mellem dine renteindtægter og renteudgifter. Som hovedregel får du større afkast på din opsparing, hvis du har flere renteudgifter end renteindtægter. Dette indebærer nemlig, at du skal betale en lavere skatteprocentsats af dine renteindtægter. Vi har også skrevet et blogindlæg om rentefradrag.
Undgå negative renter
Der er flere måde at undgå de irriterende, negative renter, der kommer, når du har mere end et givent beløb stående på din opsparing. Dette beløb varierer fra bank til bank, men kan eksempelvis være på 250.000 kroner. For at undgå de negative renter kan du blandt andet tage af din opsparing og betale lidt ekstra af på en gæld. Det er i sidste ende en ren win-win situation, da du både undgår de negative renter samtidig med at du nedbringer dit lån. Derudover kan du investere nogle af pengene fra opsparingen i aktier, hvilket dog er mere risikabelt. Det kan også være, du skal overveje en renovering af huset eller at betale lidt ekstra af til din pension. Mulighederne er mange, og det er alene op til dig.
Bedste opsparingskonto
Dit valg af opsparingskonto bør bl.a. afhænge af, hvorpå og hvornår du regner med at skulle bruge din opsparing samt hvor stort et beløb, opsparingen kommer til at bestå af. Den bedste opsparingskonto for dig er derfor den, der passer bedst til dine behov og din økonomiske situation.
Hvis du ønsker at oprette en opsparing på et større beløb til større fremtidige køb såsom bolig eller bil, kan dine behov være anderledes, end hvis du ønsker at bruge opsparingskontoen til at spare op til ferie, ny sofa og computer. Det er især vigtigt at gøre dig overvejelser om, hvornår du har brug for pengene. Det er dumt at spare op på en konto med flere års binding, hvis du ved at du vil bruge nogle af pengene inden for denne periode.
Låst opsparingskonto
En låst opsparingskonto er en anden måde at sige, at der er en bindingsperiode på kontoen. Nogle gange kan man få en bedre rente, jo længere man vælger at låse sin konto. En låst konto vil sige, at man ikke kan hæv pengene uden at betale et gebyr. Ofte vil bindingsperioden på opsparingskonti med fast rente være 1-3 år.
Læs vores blogindlæg om hvordan du lægger et budget.
Opsparingskonto til børn
Der findes flere måder at oprette en opsparingskonto til sine børn eller børnebørn. Man kan fx oprette en aktiesparekonto eller en klassisk børneopsparingskonto til dem.
En aktiesparekonto betyder, at man investerer i aktier og investeringsbeviser, og denne type konto har en særlig skattefordel, da den kun beskattes med 17%. Dette er lavere end den almindelige aktiebeskatning.
Den klassiske børneopsparingskonto indebærer, at forældre eller bedsteforældre løbende kan indsætte beløb på en konto. Kontoen kan oprettes, når barnet er mellem 0 og 14 år og kan udbetales, når barnet er mellem 14 og 21 år. Der er en binding på minimum 7 år og et loft på 72.000 kr. på kontoen.