Skip to main content

Læsetid: 10 minutter

Skal du have penge tilbage i skat? Når årsopgørelsen lander,  kan du tjekke, om du skal have penge tilbage eller om du skal betale restskat. Årsopgørelsen lander som regel i midten eller slutningen af marts, og det er selvfølgelig rarest ikke at skulle have penge op af lommen.

Hvornår får man penge tilbage i skat i 2025?

I 2025 udbetales overskydende skat tilbage fra den 25. april. Det er ikke sikkert, at du modtager pengene på din konto på denne dag, der kan gå nogle dage. I nogle tilfælde kan der gå længere tid. Læs om dette længere nede af siden.

Spørgsmål om at få penge tilbage i skat

Hvornår får man penge tilbage i skat?

Det gør man typisk i løbet af april måned. Det specifikke tidspunkt ændrer sig fra år til år.

Årsopgørelsen fra Skat bliver typisk tilgængelig i løbet af marts måned.

Hvorfor får man penge tilbage i skat?

Det gør man, fordi man har betalt for meget i skat i løbet af det sidste år i forhold til ens faktiske økonomi.

Det skyldes, at forskudsopgørelsen ikke har været udfyldt korrekt.

Skal jeg have penge tilbage i skat?

Det kan du se på din seneste årsopgørelse på skat.dk, når den bliver tilgængelig.

Det bliver den som oftest i løbet af marts måned.

Hvornår kan man se, om man skal have penge tilbage i skat?

Det kan du, når årsopgørelsen bliver tilgængelig. Det er typisk i løbet af marts måned.

Hvordan får man penge tilbage i skat?

Overskydende skat udbetales helt automatisk til din NemKonto.

Du skal derfor ikke selv gøre noget.

Sådan tjekker du om du får penge tilbage

Når årsopgørelsen lander i marts, kan du tjekke, om du skal have penge tilbage i skat. Du tjekker det på skat.dk ved at logge ind med MitID. Herefter skal du trykke dig ind på feltet “Se årsopgørelsen”, hvor du automatisk kommer ind på den nyeste tilgængelige årsopgørelse, som vil være en årsopgørelse for året før. Dvs. i 2025 er det årsopgørelsen for 2024, du skal tjekke. Det vil stå tydeligt øverst på siden, om du skal have penge tilbage og i givet fald hvor mange, eller om du skal betale penge tilbage i skat.

Er der kun fordele ved at få penge tilbage i skat?

De fleste synes, det er dejligt at få penge tilbage i skat kontra at skulle betale restskat. Det er irriterende at tage penge ud af sit normale budget til at betale skat for sidste år. Men selvom det er dejligt med ekstra penge i april måned, er det samtidig penge, som man kunne have haft mellem hænderne året før.

Et argument for at være så præcis som mulig i sine estimater på forskudsopgørelsen er, at hvis pengene bliver udbetalt i købet af året, har man fx mulighed for at investere dem og dermed få pengene til at formere sig. Denne mulighed har man ikke, hvis de udbetales som overskydende skat. Derfor kan det være en bedre økonomisk strategi at sigte efter en årsopgørelse på 0 kr.

Hvad er en årsopgørelse?

En årsopgørelse er en opgørelse over din skat for sidste år. Du kan se, hvad du har betalt i skat, om du skal have skat tilbage og rette i opgørelsen, hvis ikke alle oplysninger er ajourførte og rigtige. Årsopgørelsen bliver som regel tilgængelig i marts måned og kan rettes indtil 1. maj.

Hvad er en forskudsopgørelse?

En forskudsopgørelse er dit estimat af, hvor meget du skal betale i skat i det kommende år. Du skal derfor selv justere opgørelsen løbende, hvis dine omstændigheder og dermed dine oplysninger ændrer sig.

Derfor får du penge tilbage i skat

Når man får penge tilbage i skat, skyldes det oftest, at man har estimeret skævt eller for højt på sin forskudsopgørelse. Det betyder, at man har betalt mere tilbage i skat i løbet af året, end man egentlig skulle. Sagt med andre ord får du penge tilbage i skat, når dine samlede fradrag og indbetalinger til Skattestyrelsen overstiger det reelle beløb, du burde have indbetalt. Der kan dog også være andre grunde til, at du skal have penge tilbage.

Typiske årsager til at du får penge tilbage i skat

  • Din trækprocent har været højere end den skulle: Det kan skyldes, at din indkomst har været lavere end forventet.
  • Du har ikke indberettet alle relevante fradrag på din forskudsopgørelse: Det drejer sig ofte om kørselsfradrag, renteudgifter og håndværkerfradrag, da de ofte er nemmere at indberette på bagkant.
  • Din jobsituation har ændret sig: Måske har du været ledig, på barsel, studeret eller haft et lavere timeantal end forventet.
  • Du har haft renteudgifter på lån: Det kan give fradrag. I nogle tilfælde kan tab på investeringer også gøre det.
  • Der kan overføres fradrag mellem dig og din ægtefælle: Det er tilfældet, hvis en af jer ikke har brugt hele sit fradrag.
Hvorfor får man penge tilbage i skat? infografik med 5 forskellige grunde

Forskellige situationer med skat og forskudsopgørelse

Hvis du ikke modtager din årsopgørelse, hvis du modtager to eller hvis du har modtaget for mange penge tilbage, findes der løsninger. Hvis du er i tvivl om noget med din opgørelse, kan du naturligvis kontakte Skattestyrelsen. Men læs først om din situation her eller på deres hjemmeside.

Du har fået for mange penge tilbage i skat

Hvis det sker, at du får flere penge tilbage end du skulle have, kan du betale dem tilbage med det samme eller i tre rater senere på året.

Hvis du vil betale dem tilbage med det samme, kan du gøre dette ved at logge ind på Skat.dk og gå til Betal skat > Betal restskat. Hvis du vil betale tilbage i tre rater senere på året, får du automatisk en mail fra Skattestyrelsen med oplysninger om, hvordan du gør dette.

Du har fået flere årsopgørelser

Hvis du, din bank eller din arbejdsgiver har opgivet nye oplysninger, kan det ske, at du modtager en ny årsopgørelse fra Skattestyrelsen. Det kan både være tilfældet, hvis du skal flere penge tilbage i skat, hvis du skal betale mere i skat, eller hvis der ikke er nogen ændringer.

Du har ikke fået en årsopgørelse

Der kan være flere grunde til, at du ikke har modtaget en årsopgørelse. Det skyldes ofte, at du skal angive flere oplysninger om din økonomi til Skattestyrelsen, før du får din opgørelse. Det kan fx skyldes, at:

  • du eller din ægtefælle har eller tidligere har haft egen virksomhed.
  • du har boet i udlandet eller tidligere har haft indkomst eller indtægter fra udlandet.
  • du er ægtefælle til en afdød person.

Din overskydende skat er ikke blevet udbetalt

Der kan være flere grunde til, at du endnu ikke har fået udbetalt din overskydende skat. Det kan fx skyldes:

  • at du eller din ægtefælle har gæld til det offentlige.
  • at du mangler at give oplysninger til skat.
  • at du står til at skal have et stort beløb tilbage, som skat derfor eftertjekker.

Hvis ingen af disse betingelser passer på din situation, kan det være nødvendigt at kontakte skat for at være sikker på, at der ikke er sket en fejl. Men husk at de udbetaler overskydende skat fra d. 25. april, så der kan gå nogle dage herefter.

Gode råd til at tjekke din årsopgørelse

Når du skal tjekke din årsopgørelse, er det vigtigt at være opmærksom på følgende:

  • Er der fradrag, du ikke har indberettet? Hold fx øje med kørselsfradrag, renteudgifter, håndværkerfradrag og fagforeningskontingent.
  • Stemmer din angivne indkomst og dine fradrag?
  • Har du indberegnet deling af fradrag mellem dig og din ægtefælle?
  • Er det den rigtige trækprocent?

Kilder og links til videre læsning

Kristina Geertsen

Author Kristina Geertsen

Kristina er Content Manager hos Blue Finance Denmark. Hun skriver til daglig tekster om alverdens emner inden for marketing, økonomi, forbrug og lån.

More posts by Kristina Geertsen

Leave a Reply

Logged in as Lukas Hvillum. Log out?