Læsetid: 7 minutter
Er du kommet ind på dit drømmestudie? Eller er du blandt dem, der lige nu venter i spænding på at få svar på deres ansøgning? Uanset om du er blandt de heldige, eller om du må vente et år med at påbegynde drømmeuddannelsen, er det en god ide at have styr på de forskellige regler omkring SU.
Hvad er SU?
SU er en forkortelse for Statens Uddannelsesstøtte. Det er en økonomisk støtte, du kan få, hvis du studerer på én af mange godkendte uddannelser i Danmark. Støtten hjælper dig, der studerer og derfor ikke har tid til at tjene mange penge ved siden af. Du skal som ansøger opfylde forskellige betingelser for at være berettiget til SU.
Søg SU
For at kunne modtage statens uddannelsesstøtte, er det vigtigt at du rettidigt får ansøgt om støtten. Hvis du i juli finder ud af, at du er optaget på studie, bør du inden for kort tid søge om SU. Du kan dog tidligst søge en måned før du har ret til at modtage den økonomiske støtte. Vær derfor opmærksom på, hvornår din studiestart ligger. Du kan søge samt ændre i dine forhold lige her.
SU-satser (2023)
Videregående uddannelser
- Hjemmeboende: 1024 kr.
- Udeboende: 6589 kr.
Disse beløb er grundsatser før skat. Dit personlige beløb afhænger også af dine forældres indkomst.
5 betingelser for at søge SU
- Du skal være aktiv på dit studie
- Du skal være fyldt 18 år
- Du må ikke modtage anden offentlig støtte
- Du skal være dansk statsborger
- Du må ikke tjene mere end dit årsfribeløb
Læs mere her.
Min SU
Du kan læse alt, du bør vide om uddannelsesstøtte på SU’s hjemmeside. På denne side og på borger.dk kan du blive viderestillet til Min SU. For at få adgang til denne side skal du logge ind med MitID. Her kan du søge om uddannelsesstøtte og holde øje med dine månedlige udbetalinger og eventuelle lån.
SU klip
Som studerende har du et bestemt antal klip, som du kan bruge under din studietid. Dine klip udgør altså den periode, hvor du er berettiget til at modtage uddannelsesstøtte. Hvert klip svarer til en måneds SU, og der er overordnet 70 klip på dit klippekort. Du kan således gennemføre en bachelor og kandidat med fuld SU. Hvis den månedlige uddannelsesstøtte ikke er tilstrækkelig for dig, kan du få inspiration til ekstra småjobs i blogindlægget her.
Hvor meget må man tjene ved siden af SU?
Når man er på SU, har man et årligt fribeløb – årsfribeløb, som er det beløb, man må tjene ved siden af SU’en. Dette beløb består af 12 månedlige fribeløb. På su.dk kan man finde en beregner, der kan hjælp med at udregne ens fribeløb. På den måde undgår man at tjene for meget, så man ender med at skulle betale noget af sin SU tilbage. Du kan også altid henvende dig direkte til SU-kontoret, hvis du har nogen spørgsmål i denne forbindelse.
Får man SU i sommerferien?
Hvis du er indskrevet på en SU-berettiget uddannelse, vil du modtage SU i sommerferien, hvis din uddannelse fortsætter efter sommerferien. Man kan som udgangspunkt modtage SU, hvis man er indskrevet på samme uddannelse både før og efter sommerferien. Der kan dog også være tilfælde, hvor man kan modtage SU i sommerferien, selvom man afslutter en uddannelse før sommerferien og starter på en ny efter sommerferien. Hvis din uddannelse slutter i juni måned, vil du med høj sandsynlighed ikke kunne modtage SU for juli og august måned.
SU lån
Du har med garanti hørt folk tale om SU-lån før. Lånet er et tilbud for dig, der er studerende og har svært ved at få økonomien til at løbe rundt. Lånet er økonomisk fornuftigt, da renten er forholdsvis lav. Du kan dermed sagtens låne til en lidt sjovere hverdag uden at bekymre dig for meget om gæld. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt lånet er en god løsning for dig, kan du blive klogere i blogindlægget her.
Du kan låne op til 3.371 kr. ekstra i måneden, men det er op til dig, om du vil låne et engangsbeløb en gang imellem eller om du vil modtage et fast månedligt SU-lån på fx 1500 kr. i løbet af din studietid. Lånet kan dog hurtigt løbe op på denne måde.
SU gæld
Hvis du i løbet af din studietid optager et eller flere SU-lån, vil du efter endt uddannelse sidde tilbage med en studiegæld. Du kan dog trøste dig selv med, at det ikke er den værste gæld at have. Tilbagebetalingen af studiegæld kan ofte tage lang tid, men til gengæld vil du næsten ikke kunne mærke det månedlige afdrag, hvis du har et fuldtidsarbejde.
Tilbagebetaling af studielån
Der er faste regler for tilbagebetaling af studiegæld, og løbetiden på lånet afhænger af det lånte beløb. En særlig fordel ved lånet er, at du først skal påbegynde afdragsperioden minimum et år efter endt uddannelse. Dette giver dig mulighed for at få et arbejde og en fast indkomst, før du skal betale din gæld tilbage.
Læs også: Gæld: Sådan kommer du din gæld til livs
Livet som studerende
Når du skal til at studere og modtage SU, kan det være en god idé at gøre dig tanker om, hvordan du kan få hverdagen til at hænge sammen som studerende. Det kan være, der er nogle fornøjelser og hobbyer, du må skære fra. Måske du allerede nu kunne begynde at søge efter et studiejob, så du kan forsøde livet som studerende en smule. Gør dig også gerne tanker om budget og opsparing, så du er godt klædt på til nogle år med en forholdsvis lav indkomst.