Læsetid: 5 minutter
Nu er der ikke længe til, at du modtager din årsopgørelse. I marts er årsopgørelsen for sidste år nemlig klar på skat.dk. Det er dog en tradition, at SKAT åbner op for sluserne et par dage før. Men det betyder som regel, at mange tusinde danskere sidder i kø og krydser fingre for, at der kommer penge ind på kontoen.
Er du en af de mange danskere, der hvert år sidder og har ondt i maven over, om du nu skal betale penge tilbage i skat? Så giver KreditNU dig her nogle gode råd med på vejen. Find ud af, hvad du skal være opmærksom på, og hvad det er godt at dobbelttjekke, når din årsopgørelse er klar.
Tag et smugkig på din årsopgørelse med Skatteguiden
Den smarte app Skatteguiden har en funktion, der gør det muligt for dig at modtage en tidlig årsopgørelse. Det er dog vigtigt at huske på, at den ikke nødvendigvis giver dig et retvisende billede af din endelige årsopgørelse. Skatteguiden er gratis, og du finder den i din app store.
Forskellen på forskudsopgørelsen og årsopgørelsen
Der er to slags opgørelser, du skal være opmærksom på – forskudsopgørelsen og årsopgørelsen.
Forskudsopgørelse
Forskudsopgørelsen er dit budget for året, og den bliver tilgængelig i november måned året før. Det vil sige, at forskudsopgørelsen for 2023 blev tilgængelig i november 2022. Når årsopgørelsen bliver tilgængelig, er det vigtigt at kigge den grundigt igennem. Ofte tager forskudsopgørelsen udgangspunkt i årsopgørelsen fra året før. Så har du haft væsentlige ændringer som fx en lønforhøjelse, håndværkerfradrag eller færre hjemmearbejdsdage, er det en rigtig god idé at få opdateret din forskudsopgørelse, så du undgår et potentielt skattesmæk.
Årsopgørelse
Årsopgørelsen er det endelige regnskab for året. Her bliver der gjort op, om du har betalt for meget eller for lidt i skat. Har du betalt for meget, får du penge tilbage – såkaldt overskydende skat. Overskydende skat udbetales til automatisk til din NemKonto i løbet af april. Har du betalt for lidt, skal du betale penge tilbage i form af en restskat. Du har mulighed for at betale pengene tilbage uden procenttillæg inden starten af juli.
Tjek dette på din forskudsopgørelse:
- Løn inklusiv feriepenge
- Kørselsfradrag
- Renter ifm. lån
- Evt. forventet indtægt fra virksomhed
Tjek dette på din årsopgørelse:
- Gennemgå oplysningerne
- Ret eventuelle oplysninger
- Tilføj evt. renter, der ikke er blevet tilskrevet
- Ret evt. kørselsfradrag
Hvor meget skal jeg betale i skat?
Når din årsopgørelse offentliggøres, kan du se, om du skal betale tilbage eller have penge tilbage i skat. Årsopgørelsen er oftest tilgængelig i starten af marts. Herefter kan man gå ind på skat.dk og tjekke status. Hvis du skal have penge tilbage, bliver de som regel bare sat automatisk ind på din NemKonto. Hvis du skal betale penge tilbage, får du besked fra Skat om hvordan og hvornår.
Har du rettelser til din årsopgørelse?
Det er ikke sikkert, at SKAT har modtaget alle oplysninger. Der kan fx være renteudgifter, der ikke er blevet sendt til SKAT fra låneselskabet. Det er derfor op til dig selv at få rettet din årsopgørelse, så du kan få de rentefradrag, som du er berettiget til. Fristen for at rette din årsopgørelsen er som regel den 1. maj.
Har du arbejdet hjemme?
Efter Covid-19 er det blevet mere almindeligt med hjemmearbejdsdage. Og det har en stor betydning for dit kørselsfradrag. Hvis du stadig har mange hjemmearbejdsdage, er det vigtigt at opdatere dit kørselsfradrag derefter. Hvis du har etableret et hjemmekontor, har du mulighed for at få fradrag for nogle af dine udgifter – dog ikke for de første 6.500 kroner).
Der er en række betingelser for at få fradrag for dit hjemmekontor. Der skal blandt andet være tale om et reelt hjemmekontor og ikke blot et midlertidigt et. Du kan læse mere om reglerne for fradrag for hjemmekontor på skat.dk.
Hvad skal du selv oplyse?
- Håndværker- og servicefradrag
- Kørselsfradrag
- Fortjeneste og tab på aktier og værdipapirer
- Børnebidrag
- Ægtefællebidrag
- Kost og logi og dobbelt husførelse
- Indtægter fra deleøkonomi
- Arbejdstøj, faglitteratur, kurser etc.
Sats for kørselsfradrag pr. arbejdsdag (2023)
- 0-24 km: 0 kr. pr. km
- 25-120 km: 2,19 kr. pr. km
- 120+ km: 1,10 kr. pr. km.
Fradrag: Årsopgørelse og renteudgifter
Hvis du i købet af det sidste år har afdraget på et lån og/eller stadig gør det, har du mulighed for at trække renteudgifterne fra i skat. Som udgangspunkt plejer bank- og realkreditinstitutter at indberette renteudgifterne, så du ikke selv skal gøre noget. Der kan dog være låneselskaber, der ikke gør det. Her er det vigtigt, at du kontakter låneselskabet og forhører dig om, hvorvidt de indberetter renteudgifter, eller om det er noget, du selv skal gøre.
Vær opmærksom på, at renteudgifter forbundet med gæld til det offentlige ikke kan trækkes fra i skat. Det gælder for eksempel, hvis du har renteudgifter forbundet med en restskat. Eller hvis du har gæld, der er blevet sendt videre til Gældsstyrelsen.
Skattesmæk: Årsopgørelse og gæld
Hvis du skal betale restskat, og du ikke har betalt inden den 3. juli 2023, vil din restskat inklusiv procenttillægget på 3,7 % blive indregnet i din forskudsskat for 2024 – vel at mærke op til 22.192 kroner.
Skylder du mere end det, vil beløbet, der overstiger de 22.192 kroner, blive opkrævet i tre rater, der skal betales i august, september og oktober 2023. Kan du ikke det, risikerer du, at din gæld bliver sendt videre til Gældsstyrelsen. Her vil der blive tilskrevet yderligere omkostninger.
Derudover kan du risikere, at der bliver foretaget en såkaldt lønindeholdelse. Det betyder, at Gældsstyrelsen hæver din trækprocent, så du på den måde betaler af på din gæld via din løn. Det betyder naturligvis, at du kommer til at have få mindre udbetalt i løn. Derfor er det en rigtig god ide, at du gennemgår din forskudsopgørelse og retter den til løbende og dermed undgå store skattesmæk.
Læs også: Tips og tricks til at spare på elforbruget.
Årsopgørelse af folkepension
Modtager du pension fra det offentlige, modtager du hvert år en årsopgørelse fra SKAT, om du har fået det rette beløb udbetalt. Årsopgørelsen af din folkepension kommer dog senere, i juni måned. Er du selvstændig eller har en udvidet selvangivelse, vil du dog først modtage din årsopgørelse i løbet af september måned.
Hvis du skal have penge tilbage, vil du få pengene efterbetalt i juli måned samtidig med din folke- eller førtidspension. Skal du derimod betale penge tilbage, modtager du et brev fra Udbetaling Danmark, der vejleder dig. Læs mere om årsopgørelse af folkepension hos Ældre Sagen.