Skip to main content

Kristina Geertsen

Content Manager

Kristina er Content Manager hos Blue Finance Denmark. Hun skriver til daglig tekster om alverdens emner inden for marketing, økonomi, forbrug og lån.

Læsetid: 8 minutter

Leder du efter en studiebolig? Venter en ny start på den anden side af sommerferien? Skal du flytte hjemmefra for at studere? Mange unge mennesker står i denne situation, når de sidst i juli får at vide, om de er kommet ind på deres drømmestudie eller ej. Men med studiestart følger ofte en ny bolig, da mange er nødsaget til at flytte til den by, hvor studiet er. Det betyder flytning, leje eller køb og ikke mindst en grundig økonomisk gennemgang.

Vi giver dig information om forskellige muligheder for boliger til studerende, gode råd til den økonomiske del og tips til billige indretningsløsninger til de helt små studieboliger.

Hvad er en studiebolig?

En studiebolig er en meget bred betegnelse for en forholdsvis lille bolig, som økonomisk er til at komme til for en studerende på SU. En studiebolig er i virkeligheden blot en bolig, du bor i, mens du er studerende. Det kan variere meget, hvad huslejen er for en studiebolig i forskellige byer. Studieboliger finder du bl.a. i de største studiebyer i Danmark; København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Vælg den rigtige studiebolig

Der er mange forskellige typer boliger, der kan gå under betegnelsen studiebolig. Det kan være alt fra et kollegieværelse til en lille 2-værelses lejlighed. Nedenfor giver vi dig et overblik over forskellige boligtyper og påpeger både ulemper og fordele. På den måde bliver du bedre rustet til at skulle vælge den type bolig, der passer bedst til dig.

Det er altid en god ide at gøre dig tanker om, hvad dine ønsker er. Har du lyst til at bo sammen med én eller flere? Skal du bo med nogle, du kender eller nogle helt fremmede? Måske du ønsker at bo alene i din egen bolig? Hvad har du brug for i din bolig? Og hvad kan du gå på kompromis med?

Kollegieværelse

Når du er studerende, har du ret til at bo på et kollegie. Et kollegie er en bebyggelse, som består af flere enkeltværelser og fælleskøkkener. Når du lejer et kollegieværelse, er der som udgangspunkt et lille værelse og et mindre toilet/bad. Et kollegie er særligt kendetegnet ved, at man deler køkken. Man betaler ofte en forholdsvis billig husleje for et kollegieværelse, og derudover bliver du med garanti en del af et stærkt og sjovt fællesskab.

Delelejlighed

Hvis du har behov for en mere regulær bolig, hvor du ikke deler køkken med 10-20 andre, kan en delelejlighed måske være noget for dig. Et delelejlighed er kendetegnet ved, at man bor to eller flere i en lejlighed. Man har således hver sit værelse og deler derudover fællesarealer. På den måde deler man den månedlige leje af lejligheden op i flere dele. Alt afhængig af størrelse, lokation og stand kan et værelse i et bofællesskab koste alt fra 2-6000 kr.

Forældrekøb

Når du skal flytte hjemmefra, er der også den mulighed, at dine forældre finansierer en bolig for dig. Dette kaldes for forældrekøb. Som navnet indikerer, betyder forældrekøb, at dine forældre køber en bolig til dig. Det kan være alt fra en 1-værelses til en 5-værelses lejlighed, hvor du – og måske andre – kan leje sig ind i. Fordelen herved er, at din månedlige husleje med al sandsynlighed vil være lidt lavere, og du betaler pengene til dine forældre og ikke en fremmed. Forældrekøb er ligeledes en langsigtet løsning, som kan ses som en investering for dine forældre.

Fremleje

Fremleje er, når du lejer en bolig (eller et værelse) af en, der selv er lejer. Det er en god mulighed, hvis du leder efter noget midlertidigt – fx i et semester eller to. Det kan være billigere end at leje via boligportaler, og du kan ofte flytte ind hurtigt. Husk dog at sikre dig, at fremlejen er godkendt af udlejeren og dokumenteret skriftligt.

Omvendt har du også selv mulighed for at fremleje din lejlighed fx i forbindelse med et studierelateret udlandsophold. Det er en smart måde at benytte deleøkonomi til at tjene lidt ekstra. Men der er særlige regler ift. fremleje, så sørg for at nærlæse din lejekontrakt.

Værelse

At leje et værelse i en privat bolig – fx hos en familie eller ældre par – kan være en rigtig god løsning, især hvis du er ny i byen. Det er ofte billigere end at bo alene, og du har færre udgifter til f.eks. internet og el. Det kan også være rart med selskab i hverdagen – men sørg for at forventningsafstemme, hvis du ønsker privatliv.

Ungdomsbolig

Ungdomsboliger er almene boliger, der er reserveret til unge under uddannelse. De har typisk lav husleje og ligger tæt på uddannelsesinstitutioner. Her får du din egen lille lejlighed med eget køkken og bad – perfekt til dig, der ønsker privatliv på SU-budget. Du skal dog ofte søge i god tid, da der kan være ventelister, især i de større studiebyer.

studiebolig studieliv studerende

Bliv medlem af en boligforening

Hvis du har planer om at skulle studere i 3 år eller mere i den samme by, bør du melde dig ind i en boligforening. En boligforening er en forening, du betaler et årligt gebyr til. Til gengæld placeres du på en venteliste for billige (studie)boliger. Du får dermed tilbudt boliger, når de er ledige. Jo flere år du har været medlem, jo mere anciennitet optjener du, og jo hurtigere får du tilbudt gode og billige lejemål. Det er derfor også blevet særligt populært at give sådan et medlemskab i gave til fx en 18-års fødselsdag.

Bliv medlem af en lejerforening

Mange udlejere er grundlæggende ordentlige og har styr på formaliteterne. Men det hænder, at man som lejer bliver stillet overfor urimelige krav, store stigninger i huslejen osv. Derfor kan det være en god idé at blive medlem af en lejerforening, når du flytter hjemmefra. En lejerforening fungerer som en slags forsikring. Du betaler en månedlig medlemspris, og til gengæld kan du altid få juridisk bistand. En lejerforening kan blandt andet hjælpe dig med at tjekke din lejekontrakt igennem, undersøge din husleje og hjælpe dig med at sende sager videre til huslejenævnet.

Læs også: Bliv klar til studiestart: Din tjekliste

Flytning og økonomi

Når du skal flytte hjemmefra og i en studiebolig, er der mange faktorer at forholde sig til. Lige pludselig skal du selv finansiere kost og logi, og det er ikke billigt. Det er derfor særligt vigtigt, at du forbereder dig på en ny hverdag og en ny økonomisk situation. Det er en god idé, at du forhører dig hos din familie og venner for at få gode råd. Derudover bør du forholde dig kritisk til din lejekontrakt. Der er mange unge, der søger lejeboliger i sommerperioden, men desværre er der også mange udlejere, der står klar til at snyde og tjene lidt ekstra penge. Vær derfor opmærksom på om husleje, depositum og indskud er retfærdigt sat, før du skriver under på din kontrakt.

Indflytningspris

Hvad skal du betale ved indflytning? Hvad er forskellen på depositum og forudbetalt husleje? Og hvorfor skal man nogle steder betale begge dele og andre gange blot depositum ved indflytning? Det kan være svært at finde rundt i, hvad de forskellige økonomiske begreber står for, men det er værd at sætte sig ind i, så man bedre kan finde rundt i sin boligsøgning.

Søg boligstøtte til din studiebolig

Når du bor i en studiebolig, kan du søge boligstøtte. Boligstøtte er et skattefrit bidrag fra det offentlige, som har til formål at lette byrden ved en høj husleje. Du skal dog være opmærksom på, at der er forskellige regler for, hvornår du er berettiget til støtten og hvor meget du kan få udbetalt.

Depositum

Et depositum er det beløb, du betaler til udlejer ved indflytning. Herved kan udlejer sikre sig, at der er økonomi til, at lejemålet kan istandsættes og forbedres efter endt leje og slid. Du kan derfor ikke være sikret fuld tilbagebetaling af dit depositum, da beløbet går til renovering. Et godt tip er også at tage billeder at eventuelle skader eller slid ved indflytning, så du undgår at betale for noget, du ikke selv har pådraget lejemålet. Et depositum kan svinge meget i beløb, men det må ikke udgøre mere end 3 x husleje ekskl. aconto.

Forudbetalt husleje

Forudbetalt husleje bliver ofte forvekslet med depositummet, men det er langt fra det samme. Forudbetalt husleje er et beløb, du betaler forud, og som dækker de sidste måneder, du bor i lejligheden. Det er dermed penge, du indirekte får tilbage, idet du ikke skal betale husleje i det antal måneder, den forudbetalte husleje udgør. Beløbet kan variere fra 1-3 måneders husleje, og dit opsigelsesvarsel følger naturligt derefter. Det fungerer som en slags garanti for, at man ikke forlader lejemålet fra den ene dag til den anden.

Gennemsnitlig husleje ved studiebolig

Det er ikke gratis at flytte hjemmefra – og især ikke som studerende i en af Danmarks store studiebyer. Huslejen på værelser og små lejligheder er steget betydeligt de seneste år, og det kan være svært at finde noget, der passer til et SU-budget alene.

Selvom du får SU og måske boligstøtte, er det for de fleste nødvendigt at supplere med et studiejob for at kunne betale både husleje og daglige udgifter som mad, transport og internet.

Gennemsnitlige årlig husleje i kr. pr. kvadratmeter (2025)

Hovedstaden Sjælland Syddanmark Midtjylland Nordjylland
Husleje ekskl. forbrug 1027 kr. 973 kr. 840 kr. 904 kr. 862 kr.
Husleje inkl. forbrug 1050 kr. 988 kr. 849 kr. 916 kr. 873 kr.

Tips til at håndtere huslejeudgifter som studerende

  • Søg boligstøtte: Undersøg muligheden for at få boligstøtte gennem Udbetaling Danmark.

  • Del boligen: Overvej at bo i en delelejlighed for at reducere huslejeudgifterne.

  • Fremleje: Fremleje kan være en fleksibel og ofte billigere boligform.

  • Søg tidligt: Begynd boligjagten i god tid, da der kan være lange ventelister, især i de større byer.

Indretning på få kvadratmeter

En studiebolig kan variere på punkter som form, størrelse og husleje. Mange studieboliger er dog ofte relativt små, hvilket kan skabe udfordringer ift. plads og indretning. Det er derfor en god idé at tænke i alternative løsninger og smarte opbevaringshacks til din nye bolig. Du kan blandt andet tænke over følgende løsninger:

  • Opsæt hylder og bøjlestænger
  • Brug møbler med flere funktioner
  • Anvend lyse farver
  • Ryd ud i dine ting

Der findes mange måder at få et lille hjem til at føles rummeligt. Og det kan faktisk være en øjenåbner at se, hvor meget du kan opbevare på ganske lidt plads. Hvis du mangler inspiration til smarte opbevaringsløsninger, kan du altid få gode tips på IKEAs ideblog.

Flyttetjekliste for studerende

Brug denne tjekliste til at holde styr på de vigtigste ting, når du skal flytte i studiebolig.

Kristina Geertsen

Author Kristina Geertsen

Kristina er Content Manager hos Blue Finance Denmark. Hun skriver til daglig tekster om alverdens emner inden for marketing, økonomi, forbrug og lån.

More posts by Kristina Geertsen

Leave a Reply