Læsetid: 10 minutter
Er du studerende i København? Byen summer af liv og glade dage, og der er nok at finde på og tage sig til. Det kan være en luksus, men det kan også være det modsatte. Under alle omstændigheder gør det for de fleste et markant indhug i økonomien.
Det koster nemlig at have det sjovt i hovedstaden, og når du er studerende og på SU, kan det være vanskeligt at få enderne til at mødes. Alle de spændende steder og sociale tilbud kan være svære at takke nej til, og derfor ender du måske som så mange andre studerende med røde tal på bundlinjen af og til.
Læs med her og få tips og tricks til, hvordan du får SU-budgettet til at hænge sammen. Du finder forslag til caféer, seværdigheder og shoppingsteder, der er særligt gode at kombinere med en SU-indkomst. Du får også ideer til, hvordan du kan forsøde dit studieliv lidt ekstra, så du får mest muligt ud af din tid som studerende i København. Læs mere her: Studerende på SU: Aarhus, Studerende på SU: Odense eller Studerende på SU: Aalborg.
Studerende i København – SU og SU-lån
Når du har fået svar på, om du er kommet ind på dit drømmestudie i hovedstaden, skal du selvfølgelig ansøge om SU. For det koster at være studerende i København. Hvornår du skal søge, afhænger selvfølgelig af, hvornår du skal starte på studiet. Du kan nemlig først søge om SU tidligst én måned før studiestart. Når din SU er godkendt, får du tildelt 70 SU-klip. Det svarer til 70 måneders udbetalt SU, og det er lig med SU til 5 år og 10 måneder, altså 6 studieår. Når du ikke har flere klip, kan du ikke få mere offentlig støtte, så det gælder om at vælge den rigtige uddannelse, gerne i et af de første forsøg. Du kan ansøge om SU her.
For at få hverdagen til at løbe rundt kan det som studerende i København blive nødvendigt at tage et SU-lån. Du kan låne omkring 3000 kr. samtidig med at du får SU. Det er maksbeløbet, så du kan også låne mindre. Hvor meget du har brug for, afhænger selvfølgelig af dine udgifter og indkomster. Hvis din husleje er meget høj, har du nok brug for mere, end hvis du bor på et kollegieværelse, en studiebolig eller i et kollektiv med flere andre. Har du et studiejob, en opsparing, eller kan du leve på en sten, er det slet ikke sikkert, du får brug for et SU-lån.
Læs endnu mere om SU-lån i artiklen: Bør du tage et SU-lån?
Boligmarkedet i hovedstaden
Du har sikkert hørt meget om boligmarkedet i hovedstaden. Det er svært at finde noget, der er til at betale – og slet ikke, hvis man er på SU. Her er selv 5.000 kr. for et værelse svært at få til at løbe rundt, medmindre du har en anden indkomst eller opsparing. At finde et attraktivt sted at bo er som at finde drømmejobbet. Det kræver blod, sved og tårer. Heldigvis kan du som studerende komme foran i køen, hvis du er forudseende.
Kollegie
Et kollegie er en rigtig god og billig mulighed for dig som studerende. Her bor du sammen med en masse andre studerende, og derfor giver denne boligform dig samtidig en masse socialt at starte ud med. Oftest deler I køkken, og så har du selv toilet. Hvis du helst vil bo alene eller sammen med en ven eller veninde, kan en ungdomsbolig være en god mulighed.
På både kollegieværelser og ungdomsboliger er priserne selvfølgelig fastsat efter, at de helst skal kunne betales på et SU-budget. Du kan derfor være heldig at bo både godt og centralt til billige penge. Men ventetiderne er lange! Søg gerne bredt, også udenfor centrum, hvor ventetiden er kortere end centralt. Du kan fx søge om kollegier og ungdomsboliger på Findbolig og Kollegiernes Kontor.
Bofælleskab
En anden sammenlignelig mulighed er bofællesskaber. Fordi priserne i København er så høje, går man ofte sammen om at dele en stor lejlighed. Her kan huslejen sagtens være på samme niveau som et kollegieværelser. Her får du ofte også dit eget værelse, men skal så dele køkken og toilet med de andre. Der findes en lang række grupper på fx Facebook, hvor du kan finde ledige værelser.
Andels- eller lejebolig
Den sidste mulighed kan være at købe en andels- eller lejebolig. Her vil du oftest være afhængig af, at dine forældre kan hjælpe ved at lave et såkaldt forældrekøb. Det er dog naturligvis ikke alle, der har den mulighed.
Læs mere i artiklen: Bliv klar til studiestart: Studiebolig
Fun facts om hovedstaden fra STAY CLASSY
- København er efter sigende en af de 10 sikreste storbyer i hele verden
- Det er kun 150 år siden, du kunne se offentlig halshugning på Gammeltorv
- Hvert år overnatter hele 10 millioner tureister i København
- Strøget er Europas længste bilfrie shoppinggade
- Der er 15 Michelinrestauranter i København
- Københavns havn er den reneste i Europa
Rabatkuponer og stempelkort til studerende
Når du er studerende i København, er der mange muligheder for at spare lidt ekstra penge i hverdagen. Ofte er der muligheder, du måske ikke lige var klar over fandtes. Et godt tip er altid at tage imod rabatkuponer eller stempelkort. Næsten alle kaffebarer har efterhånden stempelkort til rådighed.
Selvom det virker som en lille ting, at den 10. kop kaffe kan hentes gratis, kan det faktisk sagtens betale sig. 40 kr. her og 40 kr. der kan i sidste ende blive mange opsparede penge.
Hvis du regner direkte én til én, kan én sparet kop kaffe i denne måned blive til én øl på en cafe i næste måned. Det er ganske vist i småtingsafdelingen men når man ikke har meget at rutte med, tæller alle beløb.
Seværdigheder for studerende i København
Når du bor og er studerende i København, er der mange spændende seværdigheder og sjove steder at udforske. Men på SU kan det hurtigt blive en bekostelig fornøjelse at besøge alle de interessante attraktioner i hovedstaden. Derfor har vi fundet frem til nogle af de billigste seværdigheder, som stadig giver dig Københavns charme og følelsen af storbyliv.
Helt generelt gælder det, at du nemt kan gå på opdagelse i København ganske gratis. Der er mange skønne natursteder og bydele, du frit kan bevæge dig rundt i. Besøg blandt andet Kongens have, Frederiksberg Have, Christiania, Indre By, Christianshavn, Kastellet og mange flere. Derudover er der mange attraktioner, der har studierabat eller lav entrepris.
Botanisk Have
Botanisk Have danner rammen for Statens Naturhistoriske Museum, som også består af Zoologisk Museum og Palmehuset. De tre museer har entrepris med studierabat. Selve haven, som også rummer spændende levende planter og forskellige særudstillinger, er helt gratis at udforske nærmere. Hvis du ikke er interesseret i botanik, kan vi tippe om, at haven stadig er en gåtur værdig.
Den Lille Havfrue
Den Lille Havfrue er en ren klassiker, når det kommer til seværdigheder i København. Det er én af Danmarks mest kendte attraktioner med reference til H.C. Andersens eventyr. Du kender med al sandsynlighed den flotte skulptur, men måske du endnu ikke har fundet vej ud til Langelinje for at se den? Det siger sig selv, at denne seværdighed er ganske gratis og kun kræver en rask gåtur.
Glyptoteket
Glyptoteket – også kaldt Ny Carlsberg Glyptotek – er et museum midt inde i København. Museet rummer spændende udstillinger af kulturelle kunstværker, arkæologiske genstande og antikke skulpturer. Derudover er der et skønt caféområde og en dejlig tagterrasse med udsigt over København. Du kan besøge museet for en studiepris på 85 kr. eller besøge museet om tirsdagen, hvor der er gratis entre.
Kanalrundfart
Hvis du er på udkig efter en sand Københavnerklassiker, men ikke er interesseret i museer, bør du tage på den populære kanalrundfart. Denne attraktion kan du vende tilbage til igen og igen, for det er altid lige skønt at sejle igennem Københavns kanaler. Her kan du kigge på de meget forskellige og smukke bygninger i strålende solskin. En kanalrundfart med nettobådene koster kun omkring 50 kr., hvilket blot er én kop kaffe mindre i den uge.
“Skjulte” perler for studerende i København
Når du bor i hovedstaden, kan det være svært at finde et sted, hvor du kan være lidt i fred. For de store attraktioner er selvfølgelig besøgte. Der findes en række steder, som er ligeså kendte, men hvor du med garanti kan finde lidt mere ro og fred. Måske du kan tage dine studiebøger under armen og læse nogle timer i solen, når vejret er godt.
Det Kongelige Biblioteks Have
Bibliotekshaven, som den også kaldes, finder du på Slotsholmen mellem Christiansborg Slot og Det Kongelige Bibliotek. Den ligger skønt placeret midt i det gamle København. Meget passende står en skulptur af Danmarks mest berømte filosof, Søren Kierkegaard, midt i haven. Nogle mener, at det var her hans tabte forlovede og store kærlighed, Regine, boede.
Skydebanehaven
På Vesterbro finder du Skydebanehaven, der ligger gemt bag en middelalderlig mur. Der er indgang fra befærdede gader som fx Istedgade. Her er altid en masse legende børn og deres forældre, ikke mindst om sommeren. Der er nemlig en stor soppesø, der er lidt et trækplaster.
J. C. Jacobsens Have
På kanten af Vesterbro og Valby finder du bryggerens have. Det er en lille gemt, men utrolig hyggelig have, hvor der sjældent er mange mennesker. Den er oplagt at gå en lille tur i, og så er den lige ved siden af Søndermarken og Frederiksberg Have. Så der er mulighed for at fortsætte turen i haven og gå længere.
Shopping for studerende i København
Når du bor i København, kan det være fristende at gå amok i de mange skønne luksuriøse butikker. Her kan du både finde tøj, sko, tasker og meget andet godt til priser, som er langt fra dit SU-budget. Men det forhindrer dig selvfølgelig ikke i at gå på opdagelse. Finder du noget, du rigtig gerne vil have, er det jo bare at skrive det på ønskesedlen.
Det er kedeligt at gå op og ned ad strøget med alle andre turister. Prøv i stedet gader som Jægersborggade, Pilestræde, Elmegade, Istedgade eller Larsbjørnsstræde. Her er masser af små butikker drevet af ildsjæle, og prisen og kvaliteten er selvfølgelig derefter. Gaderne er også fulde af små cafeer og spisesteder, hvor du måske kan unde dig selv en kop kaffe.
Hvis du vil finde noget lidt mere eksklusivt, der er til at betale på SU-budget, kan du gå efter secondhandbutikker. Her kan du få mærker til nogenlunde overkommelige priser. Selvfølgelig koster det lidt, men til gengæld er kvaliteten god. En anden mulighed er selvfølgelig H&M eller ZARA, hvor du også finder tøj til SU-venlige priser.
Secondhandbutikker anbefalet af Visit Copenhagen
- Veras
- BauBau
- Carmen Copenhagen
- Studio Travel
- Wateland
- Prag
- Klaeder Luxery 2nd hand
- Tú a tú
- Time’s up vintage
- O-S-V Second hand fashion
Spar penge og få råd til storbyliv på SU
Har du svært ved at sige nej til de sociale tilbud, som København inviterer til? Hvis du meget gerne vil prioritere det sociale, er der hjælp at hente ved at spare på andre ting i din hverdag. Men det er vigtigt, at du sørger for at skære markant ned på nogle af dine øvrige poster som mad, streaming og tøjindkøb. Det kan også være, du kan skrabe lidt ekstra penge sammen, hvis du finder alternativer til nuværende abonnementsløsninger og forsikringer.
Læs mere om i artiklen: Spænd livremmen ind: Skær markant ned på dine udgifter
Spisesteder for studerende i København
At spise ude er noget af det, der virkelig udgør charmen ved at bo i storbyen. Men det er desværre også en fornøjelse, som du hurtigt kan bruge mange penge på. Derfor bør du som studerende i København altid undersøge hvilke steder, der tilbyder studierabat eller som har et billigere menukort end andre caféer og restauranter. Her får du tre bud på populære og studievenlige caféer i København:
Madglad (Vesterbro)
Et hyggeligt koncept med enkel og hjemmelavet hverdagsmad til fornuftige priser. Du kan vælge at spise i det hyggelige og farvestrålende cafeteria eller tage maden med hjem. Et perfekt alternativ til kollegiekøkkenet når du er studerende i København.
Eksempel: Dagens ret med brød og salat 85 kr.
Jagger (I hele KBH)
Er du på jagt efter en klassisk burger med lækre sprøde pomfritter, der får dit mundvand til at løbe, er Jagger et godt bud på en budgetvenlig junkmenu. Perfekt til tømmermændene eller en sen aften på læsesalen.
Eksempel: Burgermenu med pomfritter og sodavand 115 kr.
Absalon (Vesterbro)
Folkehuset Absalon har hjemme i en tidligere kirke, og konceptet har fællesspisning og sociale værdier som omdrejningspunkt. Man sidder ved langborde og socialiserer med hinanden over lækker hjemmelavet mad. Perfekt for studerende i København, der vil gerne vil ud og spise uden at skulle leve af havregrød resten af måneden.
Eksempel: Aftensmåltid 50 kr. (100 kr. om fredagen)
Barer og værtshuse for studerende i København
Hvis du elsker at mødes ude med vennerne og få en øl eller en drink, kan du besøge en af caféerne ovenfor, hvor du med garanti også kan få lækre drikkevarer. Men du kan også gå på jagt efter ét af de populære steder, som har drikkevarer som deres primære salgsvare. Her får du et bud på tre barer, du som studerende i København med fordel kan frekventere:
Fredagsbar (Københavns Universitet)
Et billigt alternativ til den klassiske bytur er en pubcrawl på byens uddannelsesinstitutioner. Og frygt ej. Hvis du ikke studerer på det pågældende institut, kan du bare crashe forskellige fredagsbarer og feste med nogle af dine medstuderende i København. Du går ikke galt i byen med en fredagsbar på universitetet, og du kommer tilmed hjem med økonomien i behold.
Eksempel: 2 fadøl for 25 kr. (Søndre Campus)
Mesteren og Lærlingen (Kødbyen, Vesterbro)
Mesteren og Lærlingen er en vaskeægte slagterbodega, som ligger midt i Kødbyen på Vesterbro – perfekt til studerende i hovedstaden. Her får du fuld værtshusstemning for pengene. Der er uformel stemning, masser af billige fadøl og god musik. Så vil du være med på noderne, bør du klart tage studiekammeraterne under armen og besøge det populære værtshus på Flæsketorvet.
Copenhagen card
Hvis du ønsker at se, hvad København har at byde på og ikke har noget imod at gøre det på kort tid, kan du med fordel få fingrene i et såkaldt Copenhagen Card. Dette kort er særligt velegnet til turister eller udvekslingsstuderende, som ønsker at opleve så meget af København som muligt i den tid, de er der. Men det kan også være for dig, der er studerende i København, og som ønsker at tilbringe en weekend med at se byens mange seværdigheder.
Kortet kan erhverves til alt fra 24 timer til 459 kr. og op til 5 dage for 1099 kr. Copenhagen Card giver dig adgang til blandt andet Tivoli, Den Blå Planet, Zoologiske Have, Glyptoteket og mange, mange flere oplevelser og seværdigheder. Derudover har du i disse fem dage gratis transport i hele København, og du modtager gode rabatter til både spisesteder og forskellige sightseeingture. Hvis du får besøg af noget familie eller en god ven, kan kortet virkelig betale sig. Brug kortet og vær turist i egen by for en eller flere dage.
Lån til dit storbyliv på SU
Hvis din studiecomputer pludselig brænder sammen, eller du får andre uforudsete udgifter, kan du overveje at låne pengene, hvis du ikke har andre muligheder. Du skal selvfølgelig sikre, at du har råd til at betale lånet tilbage. Men nogle gange må man låne til et stort udlæg, når ens budget er skrabet. Hos KreditNU fokuserer vi på ansvarlige lån. Derfor låner vi ikke til nogen under 23 år, eller som står i RKI. Du kan låne fra 4.000 til 25.000 kroner med en fast løbetid på 24 måneder, men du kan naturligvis betale lånet ud, når du vil – uden ekstra omkostninger.