Læsetid: 12 minutter
Er du studerende i Aarhus? Har du slentret rundt i det dejlige latinerkvarter i hjertet af Aarhus? Har du hilst på Dronningen på hendes sommerresidens Marselisborg? Og har du mærket suset i maven fra frit fald i Tivoli Friheden? Aarhus har uendelige oplevelser på tapetet og lever uden tvivl op til sin titel som smilets hovedstad. Det er det perfekte sted at være studerende, men det kan samtidig være svært at vælge imellem alle de skønne tilbud og arrangementer.
Når du er studerende og på SU, så må du nødvendigvis forholde dig til, hvilke oplevelser og hvilken livsstil du har råd til. Læs med her, hvor vi giver dig nogle bud på, hvordan du får mest muligt ud af din tid som studerende i Aarhus, mens du stadigvæk er på SU og ikke har meget at rutte med.
Læs også: Studerende på SU: Aalborg, Studerende på SU: København, Studerende på SU: Odense.
Nogle hurtige om Aarhus
Aarhus er fastlandets hovedstad. Rent geografisk er Aarhus skønt placeret mellem to skove og med strande, der vender ud mod Kattegat. Der er omkring 285.000 indbyggere i Aarhus, og omkring 17% af byens indbyggere er studerende. Dette er det største antal studerende i forhold til antal beboere i Danmark, og Aarhus kan derfor med god grund betegnes som en studiehovedstad.
Når det bliver sommer, og uddannelsesinstitutionerne meddeler, hvem de har optaget på studierne, strømmer unge mennesker til Aarhus. Og det er ikke uden grund, for du kan uddanne dig til så godt som alt i byen. Du kan læse på Erhvervsakademiet, Journalisthøjskolen, Aarhus Universitet og Arkitektskolen – bare for at nævne et par stykker. Det meste er centralt placeret. Du kan for eksempel gå en tur i den ikoniske universitetspark, der samler hele Aarhus Universitet, næsten midt i Aarhus.
Det er ikke kun de mange uddannelser, der trækker unge til Aarhus. Der er også en hel masse natur, kultur, gastronomi – og nattelivet er også værd at tjekke ud. Men som studerende skal du også passe på ikke at lade dig rive med. Det kan hurtigt blive en bekostelig fornøjelse, hvis du takker ja til det hele. Det næste giver dig nogle bud på, hvordan du kommer igennem studietilværelsen uden at sige nej til alt for meget, men samtidig uden at gå økonomisk bankerot.
Start med at spise billigt, læs artiklen: 5 tips til et billigere madbudget
Sådan finder du et sted at bo i Aarhus
Når der strømmer en masse unge til Aarhus, er der naturligvis rift om studievenlige boliger. Der kan derfor godt være kamp om at få tag over hovedet. Det kan derfor betale sig at søge i god tid. Hvis du har været rigtig forudseende og skrevet dig op til en ungdomsbolig i god tid, er det selvfølgelig perfekt, men det er der ikke så mange, der har. Alternativt kan du finde noget midlertidigt og lede videre, mens du starter med at læse.
Kollegieværelse
Du kan gå efter at finde et kollegieværelse. Det kan du blandt andet søge om på Kollegiekontoret.dk i Aarhus. Et kollegie vil ofte være indrettet sådan, at du selv har et værelse med bad og deler køkken med andre studerende. Det kan være en både billig og meget social måde at bo på. Hvis du har mod på det, kan det kun anbefales.
Ungdomsbolig
En lignende mulighed er en ungdomsbolig. Her vil du ofte have en lille, billig lejlighed for dig selv. Du kan søge på Ungdomsbolig Aarhus, der også har kollegieværelser. Der er stor forskel på, hvor lang ventetid, der er på begge dele. Det afhænger selvfølgelig af beliggenheden og efterspørgslen.
Gå sammen om at leje en lejlighed
En anden mulighed er at finde et bofællesskab, et kollektiv for eksempel, eller en lejlighed, du kan dele med en ven eller veninde. Det første kan du finde via portaler som Bofællesskab.dk, og det sidste kan du finde på sider som Boligportalen. Der er rift om begge slags boliger, så du skal regne med at bruge tid på det og slå til hurtigt, når du finder noget interessant. Husk at indregne din boligstøtte i prisen. Den kan du beregne på Borger.dk.
Forældrekøb
En tredje og sidste mulighed er et forældrekøb. Enten en ejer- eller andelslejlighed. Det er selvfølgelig langt fra alle, der har den mulighed, og det kan være ligeså svært at købe den helt rigtige lejlighed som at leje den. Uanset hvilken mulighed du vælger, håber vi, at du finder et dejligt sted at bo.
Læs også artiklen: Bliv klar til studiestart: Studiebolig
Husk at søge om SU
Du kan søge om SU, når du går på en SU-godkendt uddannelse, og du har sammenlagt 70 SU-klip. Det svarer til 6 studieår. Som udeboende studerende får du omkring 6500 kr. i SU før skat, og er du hjemmeboende, får du 970 kr. Hvis økonomien er stram, kan du tage et SU-lån. Du kan låne op til omkring 3000 kr. om måneden til en billig rente både under og efter uddannelsen. Følg linket og ansøg om SU.
Læs mere om SU i artiklen: Bliv klar til studiestart: Alt om SU
Seværdigheder i Aarhus
Aarhus er et ganske spændende sted, når det kommer til seværdigheder og attraktioner, og heldigvis for dig kan mange af dem besøges ganske kvit og frit. Vi har samlet et lille udpluk af steder, som er særligt relevante for dig som studerende. Find selv mere inspiration hos VisitAarhus.
Væksthusene i Botanisk Have
Hvis du er interesseret i planter og botanik, eller hvis du blot har brug for et anderledes pusterum, bør du uden tvivl besøge væksthusene i Botanisk Have. Udover den udendørs park, hvor man kan gå på endeløse gåture, kan du kvit og frit besøge væksthusene. Her kan du opleve planter fra forskellige klimazoner verden over og blive klogere på hvilke planter, vores mad og drikke blandt andet stammer fra.
Kunsthal Aarhus
Hvis du har en interesse for kunst og kultur, bør du slå et smut forbi Kunsthal Aarhus. Kunsthal Aarhus er et museum i hjertet af Aarhus, som af turister ofte bliver trumfet af naboen AROS. Men dette mindre museum har også en masse at byde på. Kunsthal Aarhus rummer stærk samtidskunst og eksperimenterende udstillinger, og så er der tilmed gratis entré.
Salling Rooftop
Har du brug for en stille og rolig oplevelse uden for mange indtryk og ny viden, bør du besøge Salling Rooftop. Tagterrassen stod færdig i 2017 og har hver dag mange besøgende fra nær og fjern. Fra tagterrassen kan du nyde en 360 grader panoramaudsigt over Aarhus. Hvis du tør, kan du bevæge dig ud på glaspladen, der hænger et godt stykke ud over gågaden.
Shopping for studerende i Aarhus
Du kan finde alt det, du skal bruge, mens du er studerende i Aarhus – og mere til. Der er selvfølgelig alle kæderne, som du især finder på Strøget og i et af byens storcentre som Bruuns Galleri, der ligger lige ved banegården. Men det er hovedsageligt butikker, som du nok allerede kender. Derfor får du her nogle bud fra Visit Aarhus på kvarterer, som du skal slentre rundt i. Her er masser af spændende butikker, restauranter og barer.
Latinerkvarteret
Latinerkvarteret er efter sigende et af de bedst bevarede kvarterer i Aarhus, og det kan spores helt tilbage til 1400-tallet. Derfor finder du her små, charmerende brostensgader, enkelte bindingsværkhuse og oveni små butikker og eftertragtede barer og restauranter. Drik for eksempel en øl på hipsterhøjen foran Lecoq eller en kaffe hos La Cabra.
Vestergadekvarteret
Dette kvarter (eller denne gade) stammer fra 1700-tallet og har lidt samme charme som Latinerkvarteret, men er mere rå og direkte. Her finder du også masser af butikker, barer og restauranter. Du kan for eksempel spise dagens ret på Vesterlauget eller drikke kaffe hos Street Coffee.
Frederiksbjergkvarteret
Kvarteret er samlet omkring den altid travle Jægergårdsgade, hvor der er butikker, restauranter og barer. Du kan spise og drikke drinks på Apoteket, finde delikatesseforretninger og værthuse.
Trøjborg
Hvis du går en kort tur mod nord, finder du Trøjborg. Det ligger lige ved universitetet, og derfor bor mange studerende her. Du finder igen masser af restauranter, barer og spændende tøjbutikker som Harald og mange flere.
Tips til studierabatter
Ud over forskellige seværdigheder og arrangementer med gratis entré findes der i Aarhus mange steder, hvor du kan drage fordel af at være studerende. Der er studierabatter at hente i flere butikker, på barer og på forskellige entrébilletter. Det eneste, du skal bruge, er et studiekort, og det bestiller du på din uddannelse.
Du kan blandt andet finde gode studierabatter på AROS Kunstmuseum, Moesgaard Museum, Aarhus Teater, en masse restauranter, Øst for Paradis, massagesteder og en række fitnesscentre. På Studiz kan du se en oversigt over studierabatter, du kan drage fordel af som studerende i Aarhus.
Læs også: Din guide til de bedste streamingtjenester.
Spisesteder for studerende i Aarhus
Aarhus har også meget at byde på rent gastronomisk, og et storbyliv kalder på middage ude i byen. Men når du er på SU, må du hellere holde dig fra Michelin-restauranterne. Det betyder dog ikke, at du må gå på kompromis med kvalitet og god stemning. Du får her tre gode bud på spisesteder i Aarhus med SU-venlige priser.
Aarhus Street Food
Hvis du og dine venner har hver jeres smag ift. mad, eller I blot ønsker et billigt og uformelt måltid, kan I besøge Aarhus Street Food. Her er der en hel masse forskellige mad- og drikkevareboder med mad fra hele verden. Hallen er indrettet med langborde og hyggelige lyskæder. Der findes mad til enhver smag, og hos næsten alle boder kan du få et måltid for under eller omkring 100 kr.
Kowloon
Er du til hurtig og god, asiatisk mad? Så bør du besøge Kowloon, der både har en restaurant i Banegårdsgade og på Frederiksgade. Her kan du vælge mellem flere forskellige autentiske retter, og du kan eksempelvis få en hovedret til kun 95 kr.
Oli Bistro
Hvis du ønsker at spise lidt finere ude en aften og vil have mere end blot en hurtig burger, foreslår vi Oli Bistro, der ligger i altid hyggelige Mejlgade. Her serveres der billig mad fra det franske landkøkken. På denne lille, hyggelige restaurant får du tre retter for kun 145 kroner, og både maden og stemningen er i top.
Barer og værtshuse for studerende i Aarhus
Aarhus summer af liv om dagen, men aftenen og natten er bestemt ingen undtagelse. At være studerende i Aarhus inkluderer som regel en del byture, og Aarhus har et spændende natteliv, der blandt andet byder på billige fadøl, bordfodbold og dans til den lyse morgen. Og du kan sagtens gå i byen og feste løs, selvom du er studerende. Der er flere steder, der tilbyder læskende drikke til gode priser.
Herr Bartels
Lige midt på den altid befolkede strækning langs åen i Aarhus, finder du Herr Bartels. Den lille bar på hjørnet ved Åboulevarden og Harald Skovbys Gade serverer læskende cocktails til mellem 70 og 90 kr. Hver dag serveres udvalgte cocktails med tilbuddet 2 for 1’s pris, hvilket gør det til en særlig studierelevant bar.
Kuhstall
Hvis du bevæger dig lidt længere ned langs Åboulevarden, finder du Der Kuhstall, som er en tysk inspireret afterski- og dansebar. Her vrimler det ofte med mange unge mennesker, og der er også særligt gode studietilbud – og karaoke hver tirsdag.
Vinstuen
I samme område, for enden af Fiskergyde, finder du Vinstuen. Vinstuen er en hyggelig og uformel bar, hvor du kan hygge dig med dine venner både i hverdagen og i weekenderne. Her kan du købe en kande fadøl for cirka 100 kr. før kl. 00, hvilket må siges at være en sand SU-pris. Her bliver også vist vigtige sportsbegivenheder, så det er bare at tage vennerne under armen.
Lej en cykel i Aarhus
Det vrimler med cyklister i Aarhus. Trods de mange bakker og det smukke kuperede terræn er Aarhus en fantastisk cykelby. Du kan naturligvis komme langt på gåben, men som studerende i Aarhus er det let og billigt at udforske byen på to hjul. På den måde kan du også tage ture til for eksempel Moesgaard eller køre ad Brabrandstien helt til Silkeborg og tilbage igen.
Hvis du ikke er den heldige ejer af en cykel, eller hvis du har et gammelt rustent skrummel, der trænger til at blive skiftet ud, kan du nemt leje en cykel ved Swapfiets i Mejlgade. Her kan du leje en god cykel på abonnementsordning, således at cyklen er din, så længe du betaler en månedlig ydelse. Du får endda gratis reparationer med i købet.
Læs også: Deleøkonomi: Del mere og spar penge.
Lån penge til studielivet i Aarhus
Hvis din computer brænder sammen inden en eksamen, eller hvis du taber din mobil i toilettet, kan det være svært at få råd til en ny. Her kan du overveje at låne pengene. Det kan være af forældre eller et SU-lån.
Har du en eller anden grund ikke den mulighed, kan du låne pengene hos KreditNU. Her har vi ansvarlige interne retningslinjer for udlån. Vi låner derfor ikke ud til nogen under 23 år, og vi gennemgår alle ansøgninger, så vi er sikre på, dit rådighedsbeløb er højt nok til, at du kan betale pengene tilbage. Du kan låne fra 4.000 til 25.000 kr.